Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Praktiske oplysninger

Ventetid, informationsmøde, samtale, fravær fra arbejde
Ventetid
Reagensglasbefrugtning inklusive mikroinsemination: Oftest går der  ca. 2-5 måneder fra henvisning er modtaget og til alle papirer er gennemgået og behandling planlagt.  
   
Inseminationsbehandling: 1-2 måneder.

Når vi modtager henvisning fra jeres læge, sendes spørgeskemaer til jer indenfor 1-2 uger.
Når vi modtager spørgeskemasvar fra jer, tager vi stilling til behandlingstype, hvorefter I får tid til et informationsmøde og/eller samtale.

Ventetid til samtale: Ca. 1 måned

Informationsmøde om reagensglasbehandling
Alle par, der skal til reagensglasbehandling, bliver inviteret til et informationsmøde.

I får tilsendt information med slip til tilmelding, som I bedes returnere til os, så vi ved, at I kommer.

Til informationsmødet gennemgås, i et større forum, generelle forhold omkring reagensglasbehandling ret grundigt af overlæge Jeanette Bogstad og souschef, sygeplejerske Jeanette Fürbringer. I får ved informationsmødet tillige udleveret vores patientinformation om reagensglasbefrugtning uanset hvilken type behandling, I vil få tilbudt.

Venteliste
Efter informationsmødet vil jeres journaler blive gennemgået, og hvis alle prøvesvar og øvrige oplysninger er i orden, vil I normalt kunne begynde behandling inden for få uger efter informationsmødet. Vi kan have godt og vel 350 par i aktiv behandling på én gang. Det er lidt forskelligt, hvor hurtigt de par, der er i behandling, bliver gravide, og derfor kan det variere lidt, hvornår der bliver plads til et nyt par. I får telefonisk besked om, hvornår I kan komme i aktiv behandling.

Tilmelding
Man tilmelder sig al slags behandling uanset om det er reagensglasbehandling eller inseminationsbehandling ved at ringe den førstkommende hverdag, efter menstruationen er begyndt. Se telefonnumre under Kontakt.

Når I først er kommet i behandling, bliver I ikke afvist, når I tilmelder jer ved den næste menstruation. I kan således selv planlægge, hvornår I vil ind i et behandlingsforløb. Man kan eksempelvis godt holde pause på grund af ferie eller andre årsager - det bestemmer I selv.

Reagensglasbehandling
Man møder til skanning på dag 2-3 eller dag 21 i menstruationscyklus, afhængig om det er kort eller lang behandling. Om mandagen kan man derfor risikere at skulle ses af lægen samme dag, som man ringer, hvis menstruationen startede fredag eller lørdag.
Hvis man ikke bliver gravid, skal man i reagensglasbehandling holde pause mellem hver behandling. Herefter kan man tilmelde sig igen, som man ønsker det. Læs mere om behandlingen under behandlingstilbud.

Samtale
Hvis der er særlige forhold hos jer, eller hvis I ønsker det, kan I efter informationsmødet komme til samtale i ambulatoriet og tale med en af Fertilitetsklinikkens fem læger. I kan ved informationsmødet skrive jer på en liste, hvis I ønsker samtale efter at have overværet informationsmødet.


Manden skal normalt have overstået en eventuel udredning på GR på Rigshospitalet, så vi kan give jer en ordentlig rådgivning, inden jeres reagensglasbehandling starter.

Inseminationsbehandling
Par, der skal have foretaget inseminationsbehandling (IUI), får tilsendt tid til samtale og kan starte på behandlingen umiddelbart efter samtalen.

Fravær fra arbejde
Vi har desværre kun åbent i almindelig dagtid, men prøver at være så fleksible som muligt.

Blandt andet har vi åbent alle weekender (undtaget juli og juleferien) og alle helligdage. I kan dog ikke få samtaler på disse dage, men kun det, der hører til det almindelige behandlingsforløb.

Herudover har vi nogle skannetider til patienter i 2. og 3. reagensglasbehandling mandag - fredag morgen kl. 07.00-08.00. Det kan afhjælpe nogle, der skal videre på arbejde.

Man kan, hvis man fortæller sin arbejdsgiver, at man er i behandling, søge kommunen om kompensation, så arbejdsgiveren ikke lider afsavn rent økonomisk. Det letter som regel på forståelsen og mulighederne.

Forretningsrejser
Ofte rejser den ene eller den anden part en del som led i sit arbejde. Det kan vi godt tage højde for i behandlingen i en vis udstrækning, blot I gør opmærksom på det. Begge parter skal dog være til stede ved ægudtagningen, hvor vi også skal bruge en sædprøve.

Ferie
Det samme gælder ferie. En skiferie eller andet kan godt passes ind i et behandlingsforløb, specielt i starten, ellers gælder det samme som beskrevet ved forretningsrejser.

Familiebegivenhed
Sommetider skal I til en familiebegivenhed, bryllup, rund fødselsdag eller andet. Hvis I kan forudse, at det kan komme i konflikt med behandlingen, kan det være bedre og mere sikkert at udsætte den til næste måned. Vi kan desværre ikke skanne tidligt lørdag og søndag morgen, ej heller efter kl. 14.45.

Da I ikke bliver afvist ved tilmelding, har I gode muligheder for selv at planlægge et hensigtsmæssigt tidspunkt for jeres behandling.