Hop til indhold
Sådan vil denne side se ud når den bliver printet. Dog uden denne boks.
Annullér print og gå tilbage til siden.
 

Tilbage til menuen

Bedøvelse af voksne

Inden bedøvelsen
Faste
Operationsdagen
Personlige genstande
På operationsafdelingen
Fuld bedøvelse
Lokal bedøvelse
Kombination: Epidural/fuld anæstesi
Efter bedøvelsen


Samtale med anæstesilæge inden bedøvelse

Inden bedøvelsen
Senest dagen før du skal opereres, skal du tale med en anæstesilæge om den forestående bedøvelse.
Anæstesilægen vil gennemgå din journal og spørge om eventuelle tidligere bedøvelser, overfølsomhed, tændernes tilstand, alkohol- og rygevaner samt hvilken medicin, du plejer at indtage. Anæstesilægen vil herefter beslutte hvilken form for bedøvelse, der er mest velegnet i dit tilfælde - fuld bedøvelse, lokal bedøvelse eller en kombination. Aftaler m.m. foregår naturligvis i dialog med dig.

Faste
For at mindske risikoen for opkastning i forbindelse med bedøvelse er det væsentligt at mavesækken er tom. Du må derfor ikke spise fra kl. 24 aftenen før en planlagt operation. Du må drikke vand, the, kaffe og juice uden frugtkød indtil 2 timer før operationen. For helt små børn er der andre regler, som vil blive oplyst af anæstesilægen. Husk på at også tyggegummi, bolcher, frugt og lignende er mad, selv om det måske ikke opfattes sådan.

Operationsdagen
Her skal du tage det af din vanlige medicin som er ordineret af anæstesilægen. Tabletterne må synkes med et par mundfulde vand. Evt. astmaspray medbringes til operationsafdelingen.
Der anvendes meget sjældent beroligende tabletter inden operation, idet disse sløver patienterne unødigt, og mange undersøgelser viser at god information og kommunikation beroliger patienterne bedre.

Personlige genstande
Briller, høreapparat og tandproteser må gerne medbringes til operationsafdelingen, men ikke ur, smykker (inklusiv intimsmykker/piercing) og lignende. Undlad kontaktlinser, make-up og neglelak af hensyn til overvågningen under bedøvelsen. Af sikkerhedshensyn vil du på sengeafdelingen få påsat et armbånd med navn og CPR-nummer, og du kan forvente at blive spurgt om CPR-nummer adskillige gange.

På operationsafdelingen
Du vil blive modtaget af en operationssygeplejerske samt en anæstesisygeplejerske/-læge, som skal bedøve dig. Du vil blive orienteret om forberedelserne til bedøvelsen/operationen. Evt. vil den læge der skal udføre operationen også hilse på dig. Herefter påbegyndes forberedelserne til selve bedøvelsen (blodtryksmåling, anlæggelse af drop, m.m.) Alt sammen bliver grundigt forklaret af anæstesipersonalet. Under hele operationen vil anæstesipersonalet være hos dig.

Fuld bedøvelse

Fuld bedøvelse
Ved fuld bedøvelse indsprøjtes et sovemiddel i droppet, og du får evt. en maske at trække vejret i. Du falder stille og roligt i søvn i løbet af få minutter og vil herefter sove under hele operationen. Der er sædvanligvis ingen særlige gener efter bedøvelsen, men af og til kan der forekomme kvalme, opkastning og lidt hæshed eller ruhedsfornemmelse i halsen. Disse gener vil næsten altid være overstået i løbet af et døgns tid.

Lokal bedøvelse
Ved lokal bedøvelse i ryggen (epidural/spinal) vil bedøvelsesmidlet blive sprøjtet ind omkring nerverne i ryggen. Bedøvelsen medfører at du bliver smertefri, og ved nogle lokalbedøvelser vil du fornemme benene tunge og varme. Du er vågen under indgrebet, men ønsker du at døse, kan vi give et let sovemiddel, ligesom vi kan tilbyde dig at lytte til musik.
Lokalbedøvelse kan også anvendes andre steder på kroppen, f.eks. kan armen bedøves på lignende måde.

Lokal bedøvelse

Kombination: Epidural/fuld anæstesi
Ved operationstyper hvor vi erfaringsmæssigt ved, at der er stort behov for smertelindring i efterforløbet, vil man vælge en epidural bedøvelse kombineret med en fuld bedøvelse. Ved epidural bedøvelse lægges (i lokal bedøvelse) et tyndt plastikrør ind ved nerverne i ryggen, hvor der gives smertestillende medicin både under operationen og i de følgende 2-3 dage. Katetret (plastikrøret) bliver sommetider anlagt dagen før operationen.

Efter bedøvelsen
Umiddelbart efter operationen vækkes du på operationsstuen (du vil næppe huske dette) og køres til opvågningen. Her vil du blive modtaget af en sygeplejerske, som vil varetage observation og pleje. Opholdets varighed afhænger af operationens omfang og dine behov. Eventuel kvalme eller smerter vil blive forsøgt lindret ved hjælp af medicin.

Efter bedøvelsen

Hvis du skal udskrives samme dag som operationen er foregået, må du ikke selv køre bil, motorcykel eller cykel. Du skal ledsages hjem og må ikke være alene hjemme det første døgn af hensyn til din sikkerhed. Alkoholindtagelse frarådes.
Hvis der er noget, du er i tvivl om, kan du komme til at tale med en anæstesilæge eller anæstesisygeplejerske.

Kontakt formidles på telefon 3862 2575.